Artikel - eksempel

Henning gav Anette sin ene nyre
- Jeg fik den største gave af min mand

Henning var ikke i tvivl, da chancen bød sig: Selvfølgelig skulle hans Anette have hans ene nyre, da lægernes medicinske landvindinger gjorde det muligt. For parret, der nyligt fejrede sølvbryllup, betød det begyndelsen på et nyt liv sammen.

Den dag Anette stod over for Henning i sin hvide brudekjole, gav ham sit ja og lovede at leve sammen med ham i medgang og i modgang, tænke de begge nok mest på medgangen.
Men livet gav dem også modgang, for Anette viste sig at have en medfødt nyresygdom, som fik afgørende indflydelse på deres liv sammen.
47-årige Anette og 46-årige Henning Borrisholt mødte hinanden til en fødselsdagsfest, da de var bare 16 år.
Henning faldt for Anettes charme og gode humør, og hun var absolut heller ikke blind for hans tilsvarende kvaliteter.
Det unge par ønskede sig mange børn, så glæden var stor, da Anette blev gravid.
Men under graviditeten opdagede lægerne, at Anette havde en formentlig medfødt nyresygdom.
Derfor blev børneflokken kun til et ønskebarn – sønnen Tommy på i dag 24 år.
- Fødslen blev sat i gang fire uger før termin, så Tommy var lillebitte. Han vejede kun 2620 gram, husker Anette.

Bundet til en maskine
Parret bor i et parcelhuskvarter lige uden for Brædstrup ved Horsens. Henning havde selv ideerne til huset, som ligger i udkanten af byen og tæt på skov og mark.
Her i det hyggelige køkkenalrum sidder de to tæt ved siden af hinanden og fortæller om et liv bestemt af sygdommen, men også et liv, hvor viljen til at se det positive skinner igennem.
De første år levede Anette nogenlunde med sin nyresygdom.
- Lægerne gjorde ikke andet end at holde ekstra øje med mig. Jeg gik til kontrol en gang om året, forklarer Anette.
Men for 10 år siden begyndte hendes nyrer at arbejde endnu dårligere. I første omgang blev løsningen dialyse gennem bughinden. Anette fik opereret en slange ind i bughulen, og gennem den koblede hun sig hver nat til den maskine, som rensede blodet ved hjælp af bughinden og væsker.
Dialysen krævede, at hun blev i sin seng otte timer hver nat – det betød tidligt hjem og i seng senest kl. 21.30, hvis hun og Henning havde været ude. For hun mødte på sit job som pakker hos Sdr. Vissing Staldinventar kl. 7.
Behandlingen betød også en summende maskine ved siden af sengen. En maskine, som ganske vist kunne pakkes sammen og tages med på weekendtur, men som fyldte en hel del. Dertil kom væsker – 16 liter i døgnet – slanger, plastre, sprit med mere.

Fattede nyt håb
Til sidst var dialysen gennem bughinden heller ikke længere nok, og Anette kom i den nok mere kendte hæmodialyse. Tre gange om ugen måtte hun køre til Fredericia for at være i dialyse i tre timer.
For otte år siden kom Anette på venteliste til en ny nyre. Men hun har aldrig fået tilbudt nogen, så da hun og Henning før jul 2007 hørte, at lægerne nu kunne transplantere en nyre fra en donor, som ikke havde samme blodtype, som den, der skulle modtage nyren, fattede de nyt håb.
Henning var ikke et sekund i tvivl. Selvfølgelig skulle Anette have hans ene nyre, hvis den kunne bruges.
- Når der nu ikke kom nogen nyre, og jeg holder så meget af hende. Vi har altid været enige om livet hele vejen igennem, så jeg var klar lige fra den første dag, siger han.
Først skulle lægerne dog finde ud af, om Henning var sund og rask. Tre dage tilbragte han på Odense Universitetshospital til diverse forundersøgelser. Som tidligere maratonløber var han heldigvis i topform.

Ville se hinanden
Parret forberedte sig på operationerne. Henning er selvstændig smed og ryddede tre måneder i kalenderen. Men så kom sygehus-strejken.
- Vi fik først at vide, at operationen blev udsat. Men da vi forklarede situationen – at Henning er selvstændig – blev der rykket rundt, så vi blev opereret, fortæller Anette.
Mandag den 26. maj 2008 blev Anette og Henning indlagt på Odense Universitetshospital for at blive opereret dagen efter.
Henning blev kørt til operation kl. 8 om morgenen.
- Personalet havde anbragt os på hver sin stue, fordi det mente, det ville animere os til at komme hurtigere på benene, fortæller Henning.
- Men vi så lige hinanden, inden du blev kørt ned, husker Anette.
En operation tager mindst fire timer, og Hennings nyre skulle tages ud, inden Anette blev kørt til operation. Først kl. 19 om aftenen var det hele overstået.
Næste formiddag ville Anette og Henning naturligvis gerne se hinanden.
- Jeg sagde, at jeg kunne godt gå ind til Anette. Jeg var da et mandfolk, siger Henning med et grin.
Det gjorde nu temmelig ondt at stå ud af sengen.
- Så det blev et kort visit, inden jeg igen gik i min seng.
- Det var dejligt at se ham. Det gav mig også mod på, at jeg skulle se at komme på højkant, siger Anette.
Efter en uge blev Henning udskrevet, mens Anette måtte tilbringe 14 dage på sygehuset bl.a. for at få tilpasset den medicin, hun skal have resten af livet for ikke af afstøde nyren.

En hård tid
Alt så ud til at være i skønneste orden, indtil Anette efter sommerferien sidste år – tre måneder efter operationen - blev dårlig igen. Hun blev indlagt på Regionshospitalet Horsens, men siden overflyttet til Odense. Det viste sig, at de mange år med posedialysen havde skadet hendes tarme. Hun var indlagt i ni uger og endte med at veje bare 40 kg.
Det var en hård tid for dem begge.
- Jeg var ved at gå ned. Jeg ringede til sekretæren på afdelingen og sagde, at jeg var nødt til at have krisehjælp. For uanset hvor stor og stærk jeg var, kunne jeg slet ikke holde det ud, indrømmer Henning.
Krisen gjorde dem endnu mere sikre på hinanden:
- Efter to måneder alene finder man ud af, hvad det er at være sammen, fastslår Henning.
- Det er livet. Det er en gang for alle. Vi har været sammen hele livet, og det har vi det bedst med.
Anette og Henning er ikke dem, der bruger store ord. Men det behøver de heller ikke. For lyset i deres øjne vidner om en kærlighed, som er mere levende end hos de fleste andre par med en lang historie sammen.
- Vi vil helst være sammen og gøre alt sammen, siger Henning, der f.eks. altid kysser sin kone goddag, når han komme hjem, og farvel, inden han går ud af døren.

Fik friheden igen
Det er faktisk først nu, Anette og Henning er blevet klar over, hvor stor en belastning livet med sygdommen, maskinen og dialysen var.
- Vi har fået vores frihed tilbage, siger Anette.
- Da vi blev transplanteret, lovede jeg Anette en jordomrejse. Men nu starter vi med en tur på Rhinen, fortæller Henning.
Anette og Henning fejrede sølvbryllup i maj i år. Anette havde sin brudekjole på igen – denne gang med en sølvsløjfe.
- Det var som at holde bryllup igen. På en måde var dagen måske i virkeligheden bedre end brylluppet. Dengang var man nervøs og kunne ikke rigtig nyde det hele, men det gjorde vi til sølvbrylluppet, siger Henning,
- Det bedste var, da vi stod op og stod ude i æresporten og var ovenpå begge to. Og da vi skulle spise til festen og ikke skulle tænke på at skulle tidligt hjem.
Og Henning holdt naturligvis en tale til sin sølvbrud, som gjorde mange af gæsternes øjne fugtige i øjenkrogene:
”Vi fået et helt nyt liv, så denne dag er som en ny bryllupsdag. For nu begynder 25 nye, gode år. Vi har fået friheden og livet igen.”

Af Jeannette Refstrup
Foto: Henrik Bjerg

FAKTABOKS:
Nyrerne sørger sammen med leveren for at skille kroppen af med affaldsstoffer og fremmede stoffer, regulerer balancen mellem salt, vand og syre samt danner forskellige hormoner.
I 2007 var 2704 mennesker herhjemme i dialysebehandling, mens 1854 personer havde fået transplanteret en nyre.
Samme år fik 113 nyrepatienter en ny nyre fra en afdød donor, mens 57 fik fra en levende – heraf fik de 12 fra en donor, som de ikke var i familie med.
Der er egentlig ingen grænser for, hvor længe en transplanteret nyre kan fungere. Her i landet blev de første nyretransplantationer laver i slutningen af 1960’erne og nogle af disse patienters nyrer arbejder fortsat. Bedst resultater giver transplantationer mellem nært beslægtede.

Kilde: Nyreforeningen og patientinformation fra Odense Universitetshospital på www.sundhed.dk