Fuldt hus til årets Varde Messerne
Arla måtte melde afbud på grund af den store sparerunde.
”Der er fuldt hus.”
Sådan lyder meldingen fra Jens Christiansen, der er tovholder på Varde Messerne – Varde Dyrskue, Erhvervsmessen og Fritidsmessen.
”Den eneste, der er til overs, er den stand, som Arla havde bestilt, men måtte melde fra, da mejeriet skulle ud i en større sparerunde.”
Jens Christiansen siger dog, at skulle der sidde en enkelt eller to udstiller og være lidt for sent ude, ja, så finder man nok en løsning.
”Så rykker vi lidt sammen.”
Forsigtig optimisme
Årets Varde Messer finder sted fredag den 15. og lørdag den 16. maj.
Messerne byder på dyrskue for både børn og voksne, gymnastikkaravanen og opvisning af DGI samt en mængde stande med besøg af erhvervs- og fritidslivet fra hele området.
Blandt udstillerne er agriteam.dk, hvorfra Bent Mulbjerg, Varde, glæder sig til messen, fordi der er tegn på, at optimismen så småt begynder at vise sig igen:
”Nu har vi lige set flere noteringsstigninger på svin, og vi håber, de vil stige yderligere.”
Bent Mulbjerg fremhæver også, at det er Agriteam.dks erfaring, at jordpriserne kun viser et svagt fald; 10-15 pct. i gennemsnit.
”Vi har desuden godt gang i salget af fritidslandbrug. Så hvis man går med en drøm om at flytte på landet, er det måske nu, man skal realisere den. For der er et godt udbud på hylderne til rimelige priser. Samtidig er renten lav i øjeblikket.”
Lokal og EU-valgkamp
Messen byder også på politikerdyst af både lokalt og mere international tilsnit. Den lokale valgkamp op til efterårets kommunalvalg skydes i gang med ”kampen om borgmesterstolen.”
Den 7. juni er der valg til Europa-Parlamentet, og kandidater fra en del af partierne benytter lejligheden til at føre valgkamp.
”Jeg var også med på Varde Messerne sidste år, og jeg holder faktisk rigtigt meget af det. Det er en god måde at komme ud og snakke med mange mennesker på. Mange vil gerne spørge, og jeg kan få lov at fortælle lidt om, hvad det er, vi laver i parlamentet,” siger fx Christel Schaldemose, der stiller op for Socialdemokraterne.
For Venstre kommer Anne E. Jensen og fra Konservative Jan Køpke Christensen, mens Dansk Folkeparti er repræsenteret af Dennis Flydtkjær og SF af Emilie Turunen.
Yderligere oplysninger kontakt: Sekretær og tovholder Jens Christiansen, tlf. 76 77 11 22 / 29 62 43 42 eller mail jc@vardemesserne.dk



